98
og tredive Aar, med et langt Liv foran sig, havde sin flinke Kone under Armen, Dorothea ved Haanden — og der var mere end ti Aar til, at hun blev voksen.
Det var den rene Galskab at være trist.
Men han var det.
Aah! Han vidste jo selv godt hvorfor. Det var kun en eneste Grund. Han var forelsket — taabeligt forelsket som en Dreng. Alt syntes ham at maatte svinde ind til intet overfor den uhyre Lykke, det maatte være, om hun nu — nu sad ved hans Side her i Vognen. Flemmings Kone, der ikke brød sig en Døjt om ham — Flemmings Kone, med hvem Manden havde avlet to Børn — to væmmelige Børn, der syntes undfangede i sjælløs Brynde — Flemmings Kone, der hver Nat laa ved sin Mands Side, og som den smukke Alexander blot behøvede at strække sin Haand ud efter — for hun elskede ham sikkert nok endnu.
Dog, hvad hjalp al Ræsonneren! Han saa’ hende for sig, beskeden, fin og blond, med det yndigt bøjede Hoved. For det var hendes
