99
største Charme: denne Bøjning af Hovedet, hvormed hun blufærdig søgte ind mod sig selv, medens hun slog de tunge Øjenlaag ned. Hævede hun saa atter dette blide, smægtende Blik, saa vidste man ikke, hvor man var henne.
Eller han vidste det ikke.
Han vilde have hende her ved sin Side for at hviske til hende alle de ømmeste Ord, som Sproget ejede, medens hun smilende bøjede Hovedet imod ham. Hun skulde intet sige, og han skulde ikke berøre hende, kun mærke hendes Nærhed, og saa skulde han faa sagt, hvor afsindigt han elskede hende, og hvordan han ønskede at have hende hos sig Dag og Nat.
Ja, al Ræsonneren hjalp ikke — for dette vilde være Lykke, den højeste Lykke, den eneste Lykke: at tage hende i sine Arme og se hendes Ansigt gløde mod sig. Dér var Paradiset, hvor man følte Glæde ved de mest dagligdags Ting — hvor hvert Maaltid var en Fest — hver Spaseretur en Opdagelsesrejse — hvor man morede sig ved
7*
