100
den kedeligste Teaterforestilling, fordi man sad sammen og glædede sig til at tage hjem sammen — hvor man altid stod med Favnen fuld af Kærtegn, og hvor den Ene vilde skuffes, hvis den Anden gik ligegyldig forbi i Stuen, men hvor heller ingen af dem tillod sig en saadan Helligbrøde.
Ak, hvilken Lykke! — Han og Melitta havde nydt den.
Men den var forbi — vendte aldrig tilbage, og han kunde nyde den med en anden.
Og hun maaske ogsaa.
Ja, naar de forlod hinanden — eller en af dem døde, saa var den enes Død maaske den andens Lykke.
Hvilken Rædsel Menneskeliv dog var!
Elskov og Død — altid i Følge.
Hans Ansigt var saa mørkt som Natten, da han naaede til sit Hjem.
Medens han betalte Droskekusken, fik han et sidste Glimt af sin Ven Politibetjenten: hans brede Ryg saas i en Kælderhals, hvorfra
