138
Hun holdt denne lille Tale i en gruelig trist Tone. Hun græd ikke, men der traadte Taarer frem i hendes smukke blaa Øjne, og én Taare piplede gennem de lange Øjenhaar.
Flemming havde heller end gærne taget den smukke Sørgende i sine Arme, bortkysset Taarerne og trøstet hende, men han turde ikke. Han syntes, det begyndte at se temmelig sort ud. Maaske rejste hun sig og gik om fem Minuter og saa — og saa? Det Hele forbi! Nej, nu gjaldt det at vise, at man var Advokat.
Og han gav sig til at snakke løs med den i Skranken berømte Veltalenhed. Han begyndte med, hvor udmærket han forstod, at hun, en Kunstnerinde og en Dame, veg tilbage for de kedsommelige Pengesager, som oven i Købet i dette Tilfælde omsluttede et særlig pinligt Moment. Han dvælede ved, hvorledes hun skyldte sig selv og sin yndige, lille Pige, hvem han vidste, hun omfattede med en saa opofrende Kærlighed, ikke at tabe Modet. Jo mere der hvilte paa hende, des rankere maatte hun bære dette — smukke Hoved. (Hun smilte træt ved den paa det sarteste anbragte Kompliment). Han kunde godt begribe, hvor-
