140
Hun ledsagede imidlertid udadtil hans Tale med et passende Minespil, der udtrykte hendes Forlegenhed og Erkendtlighed, idet hun let rødmende betragtede ham med et ømt og sløret Blik.
Hun takkede ham varmt og tydeligt rørt. Hun havde hørt ham omtale, sagde hun, som ganske ulig andre — nu forstod hun, hvad Folk mente. »Jeg er virkelig,« sluttede hun med sagte Stemme, »helt betaget af Deres Venlighed.«
Om hun da ikke vilde bruge hans Raad og Hjælp?
Hvorpaa Fru Baltzer ansaa det for rettest at give ham Dødsstødet og sagde med fortræffelige Pavser:
»Det er ikke saa nemt for mig — men jeg vil tale rent ud. — Jeg er i Virkeligheden i en fortvivlet Stilling — Vanskeligheder har jeg med Teatret — jeg har mit Barn at sørge for — og min Mand, han — aa, De véd det jo ligesaa godt — han ruinerer alting for os. Jeg trænger derfor til alle en Vens Raad — ja, jeg trænger ogsaa til materiel Hjælp. Men hvad skal jeg gøre — selv om De vilde tilbyde
