141
mig en saadan — jeg véd ikke, om De vil eller kan — saa kunde jeg jo ikke modtage den. Nej — det er umuligt.«
»Men, Frue, naar De selv siger,« søgte Flemming at indskyde.
Idet hun ved sig selv tænkte: »det er En, der falder ind paa Stikord« vedblev hun, overhørende hans Afbrydelse:
»Nej, nej, forstaa mig dog — jeg er jo ikke gammel — og vel heller ikke grim. Her sidder jeg gift — og dog ikke gift, fattig og Skuespillerinde og alt, hvad slemt er — hvad vil De tænke om mig, og hvad vilde Folk tænke — og jeg selv med —«
Ved de sidste Sætninger havde hendes Stemme skælvet — nu lagde hun pludselig Haanden for Øjnene og græd lydløst.
Flemming var aldeles betaget. Hun var vidunderligt smuk, som hun sad der, og ligesaa vidunderligt rørende i sin haabløse Jammer. Han bebrejdede sig selv de meget letsindige Tanker, som han havde næret om denne stakkels, af Skæbnen haardt behandlede Kvinde, og samtidig dæmrede der i ham den Følelse, at hun nu var tusinde Gange mere attraa-
