142
værdig, naar hun var ligesaa god som smuk, ligesaa uegennyttig som fristende.
Han satte sig hen til hende i Sofaen — han følte en stærk Trang til at forkorte Afstanden mellem dem — og sagde, idet han sagte berørte hendes Skulder:
»Græd ikke, Frue, jeg beder Dem!«
»Tilgiv — jeg véd, det er latterligt!« og hun forsøgte tappert at smile.
»Det er ogsaa Synd for de smukke Øjne,« sagde han kun venligt.
»Aa, hvad Nytte har jeg af de smukke Øjne?«
»Men vi andre har Glæde af dem. Naa, Frue, derom skal vi ikke tale. Men nu maa De høre Ræson. De maa lade mig hjælpe Dem — ganske umærkeligt for Dem selv. Sig mig« — han fik pludselig en god Idé — »De har virkelig ikke den Kontrakt med Dem?«
»Nej, jeg forsikrer Dem.«
»Men De erindrer maaske, hvad det var for et Beløb, som De mente, Direktøren skyldte Dem?«
Hun saa’ klart og uskyldigt paa ham.
