Side:E Brandes Lykkens Blændværk 1898.djvu/164

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

152

»Naturligvis skulde man have en »Moder« som Dem,« svarede han lidt melankolsk, »ellers gik det ikke.«

»Det er stadig Villaen ved Firenze?«

»Stadigt ja.«

»Og tror De virkelig, at De med Deres mange Interesser kunde leve saaledes ganske for Dem selv uden at bekymre Dem om alt hvad der sker i Verden — uden Indignation — og uden Medfølelse med den store lidende Menneskehed.«

Hun sagde de sidste Ord med en spøgende Patos.

»Jeg véd det,« svarede han, »De tror paa den store lidende Menneskehed — og jeg har ogsaa engang gjort det. Jeg har betragtet det som en hellig Pligt at interessere mig for andres Vel og Ve, og de store Raab om Retfærdighed og Fattigdom og Folkets Krav har ikke fundet villigere Tilhører end mig. Jeg gik omkring med skyldbetynget Samvittighed, fordi de Fattige led Nød, fordi Kapitalen undertrykkede Arbejderne, fordi Regeringerne underkuede Folkene. Men — jeg tror ikke mere derpaa.«

»Hvorfor ikke?«