153
»Fordi enhver maa sørge for sig selv og fordi ingen kan fordre noget af en anden. Jeg har aldrig bedt noget Menneske om Hjælp — og jeg vil heller aldrig gøre det. Jeg tror ikke, jeg har nogen Ret dertil, og om jeg var fattig, vilde jeg heller ikke bede om Hjælp. Men har andre en Ret — saa lad dem selv tage den — skønt jeg ikke begriber, hvorledes Ret eksisterer uden som fælles Indrømmelse af alle for alle.«
»Det er mig for filosofisk,« sagde Melitta.
»Saa er det vist noget Vrøvl af mig. Men naar jeg ser Konger og Kejsere med Arméer og Præster herske over Folkene, saa siger jeg: Menneskene har det som de fortjener det — lad dem om det! Og naar jeg læser de fede Arbejderføreres fede Ord imod de Rige — saa er jeg færdig ved at brække mig. For Djævlen, hvorfor slaar de Fattige ikke de Rige ihjel og faar en Ende paa det? De er jo de mange. Men jeg spurgte engang en af Arbejdernes Førere — han var forresten en saare elskværdig og stilfærdig Mand — om der kunde tænkes en Arbejder-Revolution i Kjøbenhavn. Han saa’ komisk-forskrækket paa mig og sagde smilende over min Naivetet: »Saa maatte de
