155
»Der kan De se, Frahm — det ligger i vor Natur at lide med andres Lidelser.«
»Med de uforskyldte, ja! Hvis jeg var uhyre rig, vilde jeg bygge Børnehjem og Hospitaler, hvor alle Børn kunde plejes og opdrages. Blot det at Struensee lod paa Fødselsstiftelsen anbringe en Kasse, hvori enhver Stakkel kunde nedlægge sit nyfødte Barn — gør ham til en større Statsstyrer end selv de Bedste, der har regeret her i Landet.«
»Uforskyldte Lidelser siger De — jeg véd knap, hvad Skyld er; men jeg kan forstaa, hvad Lidelse er. Maaske man da helst maa holde sig til den sidste alene.«
Frahm saa’ atter fuld af Beundring hen til hende. Men Samtalen afbrødes af Dorothea, der sprang op og løb efter en Sommerfugl, og Barnets Bevægelser var saa yndefulde, at de begge helt optoges af hende.
Saa sagde Melitta:
»Alt dette fører vel til Villaen i Firenze?«
»Unægteligt — hvis jeg kunde komme afsted. De aner ikke, hvor smukt der er og hvilken majestætisk Ro og hvilke skønne Bygninger. Og Slottene brænder ikke dernede.
