158
følt de Voksnes Tale ligesom et Værn over sig — hævede Dorothea Hovedet og saa’ spørgende over paa sin Moder. Ved dette Blik tog Melitta sig sammen og nikkede smilende til Barnet, skønt hun mærkede, at hendes Øjne fyldtes med Taarer, og Barnet nikkede glad tilbage, forvisset om, at alting nu igen var i Orden.
Melitta spurgte:
»Bliver De her i Sommer?«
Frahm havde tilbragt nogle ængstelige Øjeblikke. Havde han røbet sin Hemmelighed? Han havde ikke villet det. Men Ordene var slupne ham ud af Munden, fordi han havde nævnt Dante og fordi han altid for sig selv kaldte hende med hine Ord. Han angrede bittert sin Ubetænksomhed. Han havde været saa bestemt paa intet at sige til hende om en Kærlighed, som han hverken kunde eller vilde haabe, at hun gengældte. I de faa Øjeblikke, der var hengaaede i Tavshed mellem dem, blev han klar over, at hans kloge Veninde ikke kunde være i Tvivl om, hvad hans Ord havde betydet. Og i Angsten for at miste hendes Venskab besluttede han sig til at faa hende
