159
sagt saa godt det var muligt, at han aldrig oftere skulde besvære hende med saa pinefuldt et Optrin.
Paa hendes afledende Spørgsmaal svarede han, at han i den allervarmeste Sommertid vilde tage til et Sted ved Kysten, hvor han kunde faa Søbade — han syntes, at den Sommer var forspildt, i hvilken han maatte undvære denne Nydelse.
Hun nikkede indrømmende, og han fortsatte paa sin sædvanlige nervøst-hastige Manér i en Tone, der skulde være spøgende:
»Det er forresten mit Alvor med denne evige Snakken om at rejse til Italien. Jeg vil se at komme derned i Vinter. Og det er ogsaa mit Alvor, at jeg gærne vil bosætte mig der — hvis jeg bare kunde finde mig en Kone, som kunde tale Sprog — for det duer jeg ikke til — og som var flink i Huset og som jeg var overmaade indtaget i. Det sidste er maaske dog det vigtigste. For ser De, Fru Melitta, jeg tror ikke paa andre Forhold mellem ordentlige Mænd og Kvinder nutildags end Ægteskab — jeg mener lykkelige Forhold. Alt andet end Ægteskab er umuligt, ødelægger alle fine Følelser.
