162
»Den nye Dukke hedder Sofie, Mo’r! Kan den ikke det?«
»Det kan den godt. Det er efter gamle Sofie?«
»Ja — tror du ikke, hun bliver glad derover?«
»Det tror jeg sikkert.«
Melitta og Barnet brød op og vandrede hjem ad Søndermarken og Frederiksberg Allé. Dorothea havde begge Dukkerne i Armen og underholdt sig ustandseligt med dem. Melitta gik fordybet i sine Tanker og svarede dog Barnet paa dets Spørgsmaal. Disse var klare og Melittas Svar var klare, og hun havde Barnet trygt ved Haanden. Men de gik hver i sin Verden, milevidt fra Alléens lumre Larm og milevidt fra hinanden, dog knyttede tæt til hinanden ved det faste Tag, hvormed Melittas smukke, kraftige Haand omsluttede Barnets lille og bløde Haand, der var som et Mindre-Aftryk af Moderens.
