Denne side er blevet korrekturlæst
XIV.
Efter dette Besøg voksede Uhyggen i det Kragh’ske Hus. Der faldt aldrig et uvenligt, endsige et krænkende Ord mellem de to Ægtefæller, og der herskede ingen Uenighed mellem dem, selv ikke om Smaating. Dog Tilstanden var værre, end om de havde smaaskændtes lidt eller for Alvor udstridt en Uenighed. De var borte fra hinanden. De sad tavse ved hinandens Side, altid venlige, maaske endda kærlige, men ikke glade ved hinanden. De var lige ved at bruge Barnet som Bro imellem sig, snakke over det til hinanden, skønt Melitta instinktmæssigt søgte at forhindre, hvad hun syntes var Skambrug af deres fælles Kærlighed til den lille Pige. Men Forholdet plagede hende ubeskriveligt. Hun plejede at sige, at