171
hans Vej hver Dag førte ham netop nedad de Gader, hvor alle Byens Skønheder skiltede — nogle ved Dagslys, andre ved Aftentide, adskillige baade tidligt og sent — naar han passerede gennem denne ustandseligt opmarcherende Hær af Kvinder, der anglede med deres Øjne paa en Maade, som hun altid havde afskyet — at han da i Vaarens Tid følte Blodet stige og betoges af Begær. Derfor havde hun sagt til ham, at han skulde »more sig«. Det var hende imod — men Ulykke var det ikke.
Tusindfold værre var det, om han havde kaaret sig én, som han elskede, én, som han fandt den eneste lykkebringende, og for hvis Skyld han hver Dag i sit Sind uddrev hende og Barnet i Ørkenen.
Med saadan Rædsel greb Tanken hende, at hun uvilkaarligt rejste sig og gik med hastige Skridt og knyttede Hænder frem og tilbage.
Hun vaktes ved Barnets Latter.
»Mo’r er en Tiger, Mo’r er en Tiger,« raabte Dorothea glad. Hun mindedes saa vel, naar Melitta havde eftergjort de vilde Dyr ude fra zoologisk Have for hende.
