172
Melitta tog hende i sine Arme og kyssede hende.
Hun gik derpaa med Barnet ned mod Stationen ad de snævreste og mest bugtede Stier. Saaledes hændte det, at hun ved en kort Omdrejning af Vejen næsten løb mod en høj, svær Mand, der ligesom skød op af Jorden ligeoverfor hende. Hun veg uvilkaarligt et Skridt tilbage og tog fastere om Haanden paa Dorothea, der gav et lille Angstskrig fra sig.
I samme Nu saa’ Melitta, at Manden var Baltzer.
»Hvad, er det Dem, Baltzer! De gjorde mig næsten bange.«
Og Dorothea raabte straks:
»Goddag Baltz’, goddag, er du ogsaa ude i Skoven?«
Men Baltzer stod hjælpeløs, uden at svare, og søgte forgæves at fremstamme et Par Ord.
Nu saa’ Melitta, at han var fuldkommen beruset. Han var klædt i en tyk graa Dragt af grovt Tøj, der saa’ ud til at være købt i en billig Forretning og skulle tjene til Vinterbrug; han havde ingen hvid stivet Skjorte paa, kun
