Side:E Brandes Lykkens Blændværk 1898.djvu/185

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

173

en snavset Uldtrøje, og hans Hat var en gammel graa Bulehat. Hans Ansigt flammede rødt under det sorte Haar, nu han tog Hatten af. Han gjorde et saadant Indtryk af Uværdighed og Opløsning, at Melitta uvilkaarligt rynkede Brynene.

Baltzer saa’ dette, og i sin Fortvivlelse herover fik han Kraft til at sige nogle Ord:

»De maa ikke være vred, Frue! — jeg trængte saadan til frisk Luft —«

Ordene var for dumme, og han kunde ikke komme videre, og han stod ikke sikkert paa Benene. Han mødte Melittas nu bedrøvede Blik. Saa stammede han:

»De maa undskylde — jeg maa gaa — jeg har Forretninger herude —«

Og med et ærbødigt Buk, som for en Dronning, passerede han forbi.

Dorothea saa’ efter ham med lidt Forundring, saa udbrød hun leende:

»Se, Mo’r, se, hvor Baltz’ gaar komisk — ligesom de fulde Folk.«

Den Ulykkelige hørte Barnets glade Stemme, og hans høje Skikkelse krøb sammen i Vaande.