181
sikker og vidende og god — og den anden! Hvilken Lidenhed mod denne Styrke! Og dog — og dog forlangte hans Sanser og Nerver ustandseligt som med tusinde Naalestik den andens Nærværelse, Duften fra hendes blonde Legeme!
Han kunde intet tilstaa — intet fortælle. Afgrunden maatte brede sig. Og med Rædsel forstod han, at hvad Melitta havde meddelt ham om Frahm, fjærnede dem endmere fra hinanden. En Fremmed havde trængt sig imellem dem — udfyldt den tomme Plads. Han troede ikke, at Melitta gengældte denne Kærlighed — om hun gjorde det, vilde hun sagt det. Men ligegyldig var Frahm hende ikke — han var hendes nære Ven — og en saa fin Naturs Beundring var ingen Kvinde ligegyldig. Det vilde komme, det Uafvendelige — han vidste ikke hvornaar — men det nærmede sig, krybende, ildspyende, vidtomfattende som en uhyre Midgardsorm, der vilde omslynge dem med sin skællede Krop og i et Favntag klemme dem til Døde.
De talte ikke mere den Aften uden om Hverdagsting.
