182
Men om Natten vaagnede Kragh ved et Skrig, han hørte. Da han fór op, saa’ han i den gryende Dag Melitta sidde oprejst i Sengen og betragte ham med angstfyldte Øjne. Han forstod, at det var ham selv, der havde skreget højt i Søvne og derved vækket baade sig selv og hende. Men Melitta sagde intet — hun lagde sig hurtigt til den anden Side, og han troede at høre hende græde sagte.
Ikke mange Dage efter kørte Kragh sin Kone og sit Barn til Stationen. Det var en raakold Morgen. Varmen var pludselig forsvunden ved Sankt Hansdag, men ingen af dem tænkte paa at opsætte Rejsen af den Grund. De to Forældre sad beklemte og saa’ paa Barnet, der var henrykt, fordi hun skulde rejse, fordi hun kørte i aaben Droske og allermest, fordi hun bar om Halsen en lille Rejsetaske, der var hendes Ejendom ene og alene — hvad hun lod sig forsikre mangfoldige Gange. Hun levede med denne Taske eller rettere den levede for hende, og i hendes altid arbejdende Fantasi byggedes der Forestillinger af den mest omfattende Art. Tasken var
