188
Fru Flemming var sikkert lettere at magte. Men alligevel — hun frygtede dette Besvær, og hun vidste, at hun vilde komme til at hade Flemming, naar hun skulde døje alskens Skandale for hans Skyld. Hun kunde da let i sit Raseri fordærve det Hele med ham. Nej — hvis hun skulde til nyt Ægteskab, maatte Baltzer have drukket sig ihjel først, og hendes Brudgom maatte allerhelst ikke være en fraskilt Mand.
Hun foretrak derfor sin gamle Manér.
Denne bestod deri, at hun. efter utallige Samvittighedskampe overgav sig af Kærlighed og Medlidenhed, aabenbarende den mest himmelske Blufærdighed, som hun efterhaanden sammensmæltede med det udsøgteste Raffinement.
Den ydre Anledning til Overgivelsen var følgende: hun indbildte Flemming, at hun stod i Begreb med at gaa paa den Tournée, som hun straks havde forberedt ham paa. Han kom i Fortvivlelse herover. Slutningen af Juni nærmede sig, og nu skulde det gaa for sig. Han blev næsten sindssyg af Jalousi ved at tænke sig Fru Baltzer dragende afsted fra By til By.