220
Et Øjeblik efter var Flemming ved hendes Side. Det unyttige Forsøg havde ophidset hende, saa da Flemming vilde angribe hende med Klager og Bebrejdelser, stoppede hun bogstaveligt Munden paa ham, idet hun i den mørke Allé lagde sig tæt ind til ham og trykkede sine Læber imod hans, medens hun samtidigt stønnede: »slip mig, De maa ikke; vi maa gaa, man kan se os«.
Og virkelig var der kun Tid til et Par Minutters Møde, thi hverken Flemming eller hun kunde blive borte fra Selskabet i længere Tid. Men Flemming var ligesaa ophidset som hun, og i vildt Begær trak han hende hen til en Bænk og ned paa sit Skød. Dog ligesaa hurtigt rev hun sig løs, sprang op og stod smilende foran ham.
»Du er dejlig,« stønnede han, »kom dog!«
Hun lo:
»Jeg tiltaler dig nok i Aften — synes du om min Kjole?
»Aa —«
»Synes du ikke om min Kjole?«
»Jeg synes om dig i den.«
