221
»Ja, og hvad du ikke ser, er endnu smukkere,« — sagde hun og nærmede sig igen til ham med stort Kælenskab — »Silke helt igennem!«
Ved de sidste Ord blev Flemming pludselig kold. Hans Begær slappedes som ved en isnende Douche. Det var ganske underligt for ham. Just de selvsamme Ord havde han nylig hørt. Det var en lyksalig Nat, hvor han gennem Odense Bys mørke Gader havde naaet ud til en Havelaage, var gaaet gennem Haven til en Villa, havde set en lille Haand sagte aabne Døren, var bleven ført ind i et hyggeligt Soveværelse og havde taget i sine Arme en Engel, klædt i de mest indbydende Lag af fine Stoffer. Da han havde begyndt at fjærne de yderste Lag, havde Englen smilet og set triumferende paa ham og netop sagt de selvsamme Ord:
»Silke helt igennem!«
Han maatte forbavses: de to Damer, der var saa vidt forskellige og ingensomhelst Berøringspunkter havde, anvendte akkurat de samme Ord. Der kunde unægteligt tænkes et Berøringspunkt? Havde begge modtaget samme
