230
Han troede øjensynligt, at Kragh havde været ene Gæst som en Art finere Tyende ved Familiens Søndagsbord, og Kragh morede sig derfor med at opremse de andre Gæster for ham.
»Se, se,« hvæsede den Gamle, »alt det fine Fnat.« Og derpaa begyndte han en voldsom og flydende Harangue mod hele Selskabet, reducerede Generalen til en komplet Idiot, Højesteretsassessoren til en pengegridsk Slyngel og Bankdirektøren til en overbevist Bedrager. Han samlede sin sidste Ild til en Stjærnesol af Invektiver mod Max Duncker, som lige ved den frækkeste Aktiesvindel var bleven frelst fra afgjort Ruin.
»Fabriken er ikke en Øre værd, Maskinerne usle, Produktet forresten ogsaa usselt — eller ogsaa forfalsket — tyske Varer, min Fa’er, indførte og lavede om til nationalt dansk Arbejde — men Toldbeskyttelse, Regeringsbeskyttelse, pæne Mænd og en køn Kone — det gaar an, det gaar an! Og selv løber den Svindler gal efter den lede Dukke, Fru Baltzer, der nok bor i Odense og holder aabent Hus for Garnisonen. Gud Fader bevar’es, Borgerne flaas for
