229
Kragh gad ikke forsvare sin Principal, særlig da han ikke var synderlig uenig med Buttenschøn, men Ret vilde han heller ikke give den arrige Kaptejn, fordi den Gamle saa paa sin elskelige Maade vilde beklage den Fuldmægtig, der maatte tjene en Principal, for hvis Karakter han ingen Agtelse besad.
Kragh mødte derfor roligt den Gamles Blik og smilte let.
Dette Smil irriterede tydeligt nok Kaptejnen. Han saa’ indædt arrig paa den unge Mand og sagde:
»De er maaske en Ven af Familien, en Husven, en kær Gæst, og vaager derfor over det Flemming’ske Navns Uplettethed?«
Kragh, som var glad over at finde Lejlighed til Svar, vedblev at smile og svarede:
»Husven — nej, det tør jeg ikke smigre mig med. Men jeg var forresten bedt der til Middag i Søndags og fik den allerfineste Beværtning.«
»Ser man det, ser man det! Ja, saa forstaar jeg denne højhjærtede Diskretion. Middagsmad forpligter. Og tør man spørge, var der andre Gæster?«
