232
klart, følte han sig oprørt paa Baltzers Vegne, hvem det falske Fruentimmer bedrog saa blodigt.
Han rejste sig og gik hen til Vinduet. Dernede laa de smaa Søer stille og venligt, og i den lune Aften blinkede Lygteskinnet fredeligt, og Folk syntes at spasere hyggelige Søndagsture i Alléerne. Der var Hvile overalt ligesom ude paa Landet; kun fjærnt lidt munter Larm fra Terrænet om Jærnbanen. Byen holdt Fyraften, Familierne samledes, og langs Søen vandrede Par efter Par i fortrolig Samtale.
Da han atter vendte sig og saa’ paa den gamle Mand, der sad som en ondskabsfuld grinende Abekat i sin Stol, grebes han af det forfærdeligste Tungsind.
Buttenschøn betragtede ham opmærksomt og spurgte næsten blidt:
»Humøret usselt, hva’ beha’r?«
»Ja — ikke videre godt!«
»Pengesorger?«
Kragh rystede paa Hovedet.
»Samfundssorger da? Eller Familiesorger maaske? Eller Kærestesorger?«
Skønt Kragh var inderlig led ved disse Spørgsmaal og skønt han ikke havde mindste
