233
Lyst til at vise den Gamle nogensomhelst Fortrolighed, var hans Stemning saa nedtrykt og hans Forpinthed desuden saa ubestridelig, at han svarede:
»Undertiden synes alt En kedsommeligt og ugennemslideligt — undertiden begriber man ikke, at man gider gøre sig saa megen Ulejlighed med dette usle Liv.«
I det Samme følte han, at han var gaaet for vidt, og for at dække sig selv ved et Angreb paa den anden tilføjede han:
»Naar De sidder her syg og gammel og alene, saa maa De vel føle saadant endnu stærkere?«
Buttenschøns Ansigt fortrak sig, som om han havde slugt den bitreste Medicin. Han var ikke vant til et Frisprog, der angreb ham lige i Flanken. Selv vilde han sige alt, men intet vilde han lade sig sige. Og denne Spyttegøg af en lille Fuldmægtig vovede! —
Han fnøs formelig af Arrigskab.
»Ak nej, ak nej — saadanne Tanker hører Ungdommen til. Naar man er saa langt som jeg, gammel og syg, som De saa rigtigt bemærker, saa véd man jo, at Vorherre snart
