Side:E Brandes Lykkens Blændværk 1898.djvu/253

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

241

Gæsten var Thurø. Det var nu et Par Uger siden, at de havde mødtes. Siden den Gang Kragh havde set ham gaa over til Tivoli, havde de kun talt flygtigt sammen, naar de traf hinanden paa Gaden, og altid om ligegyldige Ting. Kragh havde ikke paany villet opfordre den anden til nogensomhelst Værensammen, efterat Thurø havde afslaaet hans første Indbydelse og ikke senere var kommet til ham.

Hurtigt og nervøst traadte Thurø ind. Han saa’ bleg og forvirret ud, satte sig, men rejste sig straks, og mens han holdt den Cigar, som Kragh havde rakt ham, utændt mellem Fingrene, sagde han:

»Du, Erik, jeg har noget at fortælle dig.«

»Jeg kan tænke det — saa nervøs du ser ud. Er det noget Alvorligt?«

»Ja, det er saa.«

»Jeg mener: noget Slemt.«

Kragh var nu ogsaa bleven bleg. Han læste paa Vennens forpinte Ansigt en underlig sky Angst, og han grublede over, hvad Forfærdeligt der kunde være hændet.


16