242
Thurø tog sig sammen, forsøgte at smile og sagde endelig:
»Naa, slemt plejer man da ikke at kalde det. Men du — Sagen er den — at jeg er bleven gift.«
»Gift!«
Kragh stirrede et Sekund maalløs paa den Andens krampagtige Smil. Thurø gift! Og i det Samme var han fuldstændigt klar over, hvem Damen maatte være.
»Ja, jeg blev gift igaar,« fortsatte Thurø med næsten tonløs Stemme.
Og derpaa satte han sig ned, en lille Smule lettet ved at det Værste var overstaaet, og bestræbte sig nu for roligt at tænde sin Cigar.
»Jeg ønsker dig til Lykke, kære Ven! Men — ja undskyld — hvorfor kommer du egentlig post festum og fortæller mig dette?«
Nu lagde Thurø Cigaren bort og vendte sit pludseligt helt alvorlige Ansigt om mod Vennen. Der var kommet en stor Blidhed over ham, ogsaa en Mands Værdighed. Han talte ganske roligt:
»Tak, fordi du lykønsker mig. Du forstaar nok, at hvis mit Ægteskab var — som
