264
Stykkets Konge skulde efterhaanden lære Menneskenes Træskhed at kende: hans Ministre sveg ham, hans Skjalde smigrede ham lavt, hans Elskerinder nærede ikke den sande Kærlighed til ham, og han forstod ikke at finde Hæderligheden og Hengivenheden i det store kraftige Folk. I femte Akt skulde han nedsænkes i den dybeste Fortvivlelse og Menneskeforagt, i hvilken han var paa Nippet til at miste Trone og Land; han nægtede at anføre sin Hær, han modtog med Ligegyldighed Ulykkesbudskaberne, indtil Krigens Genius viste sig for ham, — i Fru Baltzers Lignelse — styrkede ham og trykkede ham Sværdet i Haanden. Naar han saa knugede Haanden om Fæstet, følte han den gamle Ild lue i sit Bryst, og langsomt, i en uhyre Monolog, afbrudt af Trompeter og Krigsallarm fra Kulissen, fik han Lyst til at prøve sine Kræfter paany: overfor en fjendtlig Skare, der forfulgte en værgeløs Pige over Scenen, skulde han blive Helt og Kriger igen, tordne Fjenderne tilbage, dræbe mange Statister, styrte ud i Kulissen og ti Minuter efter vende tilbage med Sejr — hvorpaa han bekransedes af Fru Baltzer.
