265
Da Baltzer havde set Dorothea, følte han sig vel til Mode. Hvad gjorde det ham, at Duncker sad i Parkettet eller Flemming yderst tilhøjre paa Balkonen — han kendte intet til dem — end ikke Løjtnanten med Blomsten i Knaphullet ærgrede ham særdeles, skønt han havde Plads lige foran Sufflørkassen paa første Bænk. Kom han for at se Fru Baltzer, havde han næsten fire Timer at vente, og imedens skulde Baltzer vise ham, hvad han, Baltzer, formaaede.
Skuespilleren havde tænkt sig Rollen saaledes, at han vilde fremstille en Kæmpe af et Menneske, der efterhaanden ganske nedbrødes — en Cæsar, der mistede al Lyst og Evne til at herske. Han brød sig ikke om de opstyltede Taler, som han nødtes til at holde, men gengav blot Tonen og Stemningen, udhævende engang imellem et enkelt menneskeligt Ord, hvori han nedlagde al sin Følelse. Han spillede udmærket, og Publikum ydede ham villigt Bifald. Ingen opdagede hans Hukommelsessynder, fordi de fleste Repliker var det blotte Kling-Klang, medens det enkelte understregede Ord fangede Opmærksomheden.
