282
»Jeg synes, at dansk Natur er det smukkeste, jeg har sét, men mig er det fuldkommen ligegyldigt, hvor i Verden jeg er, hvis jeg ellers befinder mig vel. De kan fryse mig inde paa Kamschatka eller koge mig ved Ækvator — hvis jeg er mellem dem, jeg kan lide, saa skal jeg nok indrette en god Krog for mig selv — og for de andre ogsaa, tænker jeg.«
»Ja, det tænker jeg med,« sagde Frahm og saa’ næsten fortvivlet paa hende. »Og derfor vilde jeg være mere end lykkelig, hvis De rejste med mig.«
Melitta kom ikke til at svare, rynkede blot sine Bryn, thi Dorothea havde hørt de sidste Ord, slap Legetøjet og nærmede sig de to.
»Vil Mo’er rejse med til Haven?« spurgte hun.
»Nej, hun vil ikke — ikke paa nogen Maade. Den ligger altfor langt borte. Gaa hen igen og leg.«
Da Barnet var gaaet, sagde Melitta:
»Det er en Skam af Dem, Frahm, at sige sligt og allermest i Barnets Paahør. Jeg troede bedre om Dem.«
»Herregud, vær ikke vred! Maa jeg ikke
