292
han havde egentlig tænkt at blive en Uge længer; saa netop denne Morgen havde han fundet, at han ikke kunde udholde en Dag mere i Kjøbenhavn, havde i en Fart gjort sig istand og vilde, naar Kragh modtog disse Linier, allerede sidde i Toget til Berlin.
Kragh læste Brevet, mørk i Hu, og skød det over til Melitta, som gennemløb det med et ligesaa mismodigt Udtryk som han.
»Vidste du, at han skulde rejse i Aften?« spurgte han.
Hun saa’ forbavset paa ham.
»Jeg! Hvorfra skulde jeg vide det?«
»Jeg troede —«
Hun blev lidt blegere af Vrede:
»Saa troede du fejl. Jeg fortalte dig jo, at Frahm kom op her fra Baltzers Begravelse —«
»Ja, han sagde intet til mig om, at han vilde gaa herop.«
»Erik!«
Melitta havde rejst sig og stirrede med vrede Øjne paa Kragh. Han rystede paa Hovedet, og med et halvt Smil vedblev han:
»Du misforstaar mig. Jeg siger ikke dette for at plage dig. Jeg konstaterer det blot som
