317
sine Læber og Rynkerne fure sin Kind, naar han indprentede sig, at han aldrig skulde eje hende. Og dog — og det var næsten det værste — skammede han sig bestandigt, fordi han kunde elske saa højt denne ringe Kvinde, der ikke var værdig at løse Melittas Skotvinge.
Han vred sine Hænder — hans Ansigt krympede sig sammen — han lukkede sine Øjne — han følte al Vilje og Energi svinde bort.
Saa kom Juleaftens Dag. Om Morgenen var der Brev fra Melitta med Hilsen fra Barnet. Ved Totiden gik Kragh ind til Byen for at købe Gaver til Dorothea — først Brevet mindede ham om hans Forsømmelse. Ogsaa derved følte han, hvor langt han var kommen fra alt, hvad han havde bygget op i sit Liv: end ikke Barnet huskede han at glæde.
Han kom ind imellem de mange Mennesker, der saa’ fornøjede og travle ud. Han gik langsomt igennem Sværmen og saa’ paa alle. Han grubled over, hvad der vel var indenfor disse Ansigter — og han tænkte paa, at de alle skulde dø.
