Spring til indhold

Side:E Brandes Lykkens Blændværk 1898.djvu/330

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

318

Han mødte Lily Baltzer, ledsaget af Løjtnanten, der hjalp hende med Juleindkøb — lidt efter Thurø, forlegen og underkuet, med en Kone, der var tyk af Frugtsommelighed og Simpelhed — saa Fru Baltzer, smukkere og elegantere end nogensinde — og derpaa Flemming.

De to Mænd kom lige imod hinanden. Flemming gjorde straks Mine til at hilse, men Kragh saa’ saa koldt og truende paa ham, at han tog Haanden ned. Og saa gik de forbi hinanden, blege og hadefulde.

Lidt efter holdt en Vogn udenfor Fortovet, foran Kragh, og i Vognen sad, indhyllede i Pelsværk, Fru Duncker og Fru Flemming, og lige overfor dem de to Selleristængler.

Kragh saa’ hende, han elskede, i en Glans af Smil og Glæde og Velvære — fin og blond. En Kvinde, som alle maatte attraa, syntes Kragh.

Fra det Øjeblik blev han ved at vandre rundt i Gaderne til Sværmen var forsvunden. Hans Ærinder var besørgede, og han gik ind paa en tarvelig Restaurant og spiste i en Fart nogen Mad. Pigen hjemme havde han givet fri.