319
Klokken var ti, da han gik ud ad Vesterbro. Han mødte meget faa Folk.
Da han kom til Valdemarsgade, laa denne helt tom: alle var nu inden Døre til Fest.
Og han følte sig fuldkommen ene — ganske uden Forhold til Mennesker.
Da saa’ han en Person for sig: det var Betjenten.
Han stod lige ved Kraghs Gadedør, med den brede Ryg imod ham og med skrævende Ben — stor og mægtig. Og det forekom Kragh, som om denne raa Knægt ejede den største Magt i Verden — en Magt, af hvilken hans Vilje til Livet knustes.
Da greb Vanvid hans syge Hjærne. Og pludselig, uden Betænkning, uden mindste Overlæg, greb han i Lommen efter Buttenschøns Dolk. Han trak Klingen frem — Skeden faldt til Jorden — og da han var Betjenten nær paa et Par Alen, satte han i et Spring og borede Stiletten ind i den brede Ryg, der var plantet foran ham.
Uden et Skrig styrtede den svære Karl om — lige paa sit Ansigt og i det Samme vældede Blodet frem fra Saaret.
