24
De to kælne Drenge betragtede Faderen med uforstilt Mishag og ytrede ingen Lyst til at gaa, skønt Moderen straks vilde føre dem bort. Men Flemming kommanderede dem saa barsk for anden Gang, at de knurrende rejste sig. Fru Duncker smilede til dem med et lille underfundigt Sideblik til Flemming og sagde huldsaligt trøstende:
»Skynd jer nu lidt, Bamser, saa skal jeg komme ind og give jer et Godnatkys, naar I er puttede i Visselullerne.«
Og i Forventning om denne Løn gik de to Drenge, puffende til hinanden, ud med Moderen bag sig.
Fru Duncker nikkede efter dem, saa’ paa Flemming og sagde smilende:
»Gestrenger Vater!«
Flemming, der var lidt flov, svarede først, at hun og Bertha ogsaa forkælede Drengene altfor urimeligt, og da han vilde bort fra dette Emne, spurgte han paany om hendes Mand.
Han havde været hos Prinsen til Middag og skulde i Forretninger om Aftenen. Hun maatte gaa alene som en Enke — hvorover hun forresten ikke beklagede sig, tilføjede
