26
Farvel til Bertha og træffe Aftaler med hende for de kommende Dage. Endelig indhyllede hun sig i en pragtfuld Aftenkaabe, der saa’ ud som Purpur og Hermelin og drog afsted, ledsaget af Flemming, der maatte følge hende ned for at kalde paa Kusken, som kørte frem og tilbage i Gaden. Hun gik foran ham nedad Trappen med en Sky af god Parfume i sit Spor. I Gadedøren stod de et Øjeblik, indtil Vognen kom forbi og Flemming raabte Kusken an.
Da hun skulde stige ind, drejede hun sig om til ham og sagde med det hvide Ansigt tindrende vendt imod ham:
»Skade, Flemming, at De ikke skal ind i Byen nu — saa kunde jeg kørt Dem, hvorhen De vilde.«
»Selv en lang Vej — selv til Verdens Ende?«
Han var bleven bleg og skælvede i Stemmen.
Hun lo højt og haardt:
»Selv den længste Vej — jeg skaaner ikke mine Heste.«
Nu sad hun inde i Vognen, en atlaskforet lun Landauer, der lignede en Juvelæske.
