55
heldig med at sætte hende i Havn just dér, hvor gul Feber rasede værst. Børn havde han ikke, og for sin Formue havde han købt sig en Livrente, der tillod ham at leve ret luksuøst og tilfredsstille sin Lyst til den dyreste Mad og Drikke. Saavidt han da kunde for sin Leversygdom. Den pinte ham forskrækkeligt; dog talte han nødigt derom, fordi han frygtede for at have Kræft i Leveren. Og han vilde ikke dø. Han sagde ofte, at han alligevel ærgrede sig over at have købt den Livrente, fordi det kunde saadan moret ham at drille sine Udarvinger, Nevøer og Niecer, med at leve forfærdeligt længe, og, naar han engang døde, intet at efterlade dem — medens de nu i Forvejen vidste Besked.
Hans magre gule Ansigt saas hærget af Sygdom og Arrigskab under nogle spredte Totter hvidt Haar. Store buskede hvide Øjenbryn hang ned over to luende Katteøjne.
Et af de faa Mennesker, han kunde lide, var hans Søsterdatter Melitta. Han havde en ustyrlig Lyst til at drille og haane de Folk, som han kendte eller traf. Paa Forhaand
