60
fleste Sygdomme kom af denne Mavens uhyre Overanstrengelse. Man talte om Overbebyrdelse i Skolerne, men Hjærnen den taalte s’gu nok, hvad de sølle Lærere puttede i Ungerne — nej, Maven, min Fa’er, den staar som en Tromme, saadan æder alle disse Borgerbørn.
Melitta saa’ smilende ned til Dorothea. Hvis den Tale var beregnet paa hende, maatte den siges at forfejle sin Hensigt. Vist nok havde Barnet smaa Portioner af alle Slags paa sin Tallerken, men hun rørte dem ikke — hun legede med dem og benyttede dem i sin aldrig ledige Fantasi. Af nogle Ord, som hun hviskede til Baltzer, fremgik det, at hun var en Pinsesse, der sad fangen i et Taarn og som smaa Dværge havde bragt forskellig Mad i smaa Fade; dog turde Fangevogteren ikke se det. Baltzer gik ogsaa ganske op i Situationen og var blot ikke rigtig klar over, hvorvidt han var Fangevogteren eller denne repræsenteredes af en stor Sukkerskaal, som Barnet sagtelig havde skudt frem for sin Tallerken.
Buttenschøn, som fulgte Melittas Blik, bøjede af og mente, at naturligvis maatte man
