61
spise — det var jo en Nødvendighed — hvorimod drikke! »Ja, Skaal, Hr. Baltzer« — og han løftede sit Glas og drak med den Ulykkelige og skulde videre, da Melitta erklærede, at drikke var godt, og i hvert Fald skulde hendes Skaal drikkes, hvad alle smilende og gærne gjorde, lykkelige over denne Digression.
Dog Buttenschøn lod sig ikke saaledes stoppe Munden paa. Han talte altid, for det første, fordi han holdt af at høre sig selv tale, for det andet, fordi det kedede ham at høre andre tale. Han gav undertiden overdaadige Middage hjemme hos sig, og da talte han uafbrudt, fra Gæsterne kom til de gik, og holdt ustandseligt Taler ved Bordet. Han plejede at udbringe en Skaal for hver enkelt af de tilstedeværende med en Række af udsøgte Ondskabsfuldheder, paa hvilke han forberedte sig mange Dage i Forvejen.
Nu tog han Anledning af Baltzers Nærværelse til at tale om Teater, hvad der satte en Skræk i Skuespilleren, som frygtede det Øjeblik, da den malitiøse Kaptejn skulde stikke sin Harpun i ham eller — hvad der var endnu
