64
Mængde Tid, som du jo maa gøre, med at gennempløje Artikler og Nyheder og Anmeldelser, som du alle finder lige rædsomme? Hvorfor læser du Bladet?«
Kaptejnen skuttede sig — det er dog Fanden til Fruentimmer, tænkte han; dog højt svarede han:
»Ja hvad, man skal jo læse noget til Kaffen — og Papir maa man jo have i Huset.«
Men han tog dog igen fat paa Kyllingen.
Saa gav Frahm sig til at tale om, hvor Vejret havde været nydeligt den Dag og hvor smukt der allerede var i Frederiksberg Have —
Og atter slap Kaptejnen Kniv og Gaffel:
»Frederiksberg Have — javel, javel! Men har De set, der er endnu et helt Parti afspærret for Publikum? Afspærret med uhyre Jærnkæder! Og ved De hvorfor? Fordi Frederik den Sjette drak The dér! Gud forlade mig, det er sandt. Har De kendt saadan Usselhed? Og dog, hvad er det mod Kongens Have! Der gives den ene Plet Træer i hele den stinkende By! Og hvad saa? Først tager man den halve Del af til Frugthave for Kongen —