63
»Ja og laa i en Kurv og snakkede sammen,« indskød Dorothea, der endelig forstod noget af hvad Onkelen sagde.
Han gav sig til at spise, og Selskabet aandede op. Ingen var egentlig uenig med ham i synderlig Grad, og han var slet ikke kedelig for en kort Stund, men man trættedes alligevel som ved en Brændevin, der kradsede altfor stærkt i Halsen.
Man begyndte da at tale om andre Emner, om Dagens Nyt og Avisernes Artikler. Men i samme Nu som Ordet Blad nævnedes, skød Buttenschøn Kyllingen fra sig og satte Dampen op med uformindsket Styrke. Han øjnede en sikker Lejlighed til at ramme Thurø. Og han faldt over dennes Blad som en Ulv over sit Bytte, flængede i det med Tænderne og sugede Blodet af det. Han boltrede sig i de latterligste Trykfejl, skreg op med de ravgaleste Oversættelser, haanlo over journalistiske Uheld og vilde ende med et Grundangreb imod Bladets Tone, Aand og Stil, da Melitta atter standsede ham:
»Men, kære Onkel, er det ikke en Smule latterligt af dig, at du spilder en saa uendelig
