70
hun umulig — alle sagde det, saa hun maatte tro det. Lad gaa, at hun ikke kunde spille Ingénue’er — maaske var hun lidt for dreven dertil, skønt de andre var da heller ikke Dydsmønstre, og i Udlandet spilledes jo saadanne Teateruskyldigheder af de anerkendteste Kokotter. Men i hvert Fald, hvorfor kunde hun da ikke spille intrigante Kvinder, Koketter, rænkefulde Ministerfruer og Eventyrersker — hvilke Roller hun i Livet roligt vilde paatage sig og sikkert udføre til alle Vedkommendes Tilfredshed?
Hun harmedes mere derved end hun vilde tilstaa nogen. Hun pintes af denne sin Afmagt. Det var sandt, at hun i sin Tid var løbet bort med Baltzer ogsaa af Lyst til at komme bag Kulisserne. Ham var hun snart ked af, men af Teatret slet ikke. Og hun blev det aldrig. Lyset deroppe paa Scenen, de smukke Klæder, Osen og Parfumen, Sminken og Trikot’et, Kikkerterne fra Tilskuerpladsen, Avisberømmelsen og Spændingen tiltrak hendes Nerver og Sanser. Legemets Kunst — det maatte være hendes Kunst.
