76
og tynd i Figuren, men bar sig med en vis Værdighed. Paa en stærkt rød Næse sad en aristokratisk Lorgnet, og hans Paaklædning var ulastelig. Han talte lidt læspende og snublede gærne over Ordene.
Han rejste sig fra Bordet, der var dækket med gode, kolde Retter og statelige Vinflasker. Foran Duncker stod en næsten tømt Flaske Champagne. Han drak gærne, og han havde forkortet Ventetiden med en Flaske Roederer.
Han rejste sig hastigt og hilste hende galant. Og mens hun tog sit Overtøj af, betragtede han hende med Ømhed og Beundring.
»Du kommer lidt sent, Leontine!«
Hun blev rasende paa ham; hun hadede ham nu, fordi hun ikke kunde føle blot ringeste Gran af Tilbøjelighed for ham.
»Skal det være en Bebrejdelse?« svarede hun og saa’ paa ham med to kolde, blaa Øjne.
»Hvor kan du tro, hvor kan du tro! Nej, nej — du kan jo saa let blive forhindret. Nej, men jeg kom fra Taflet halv otte allerede og nu er Klokken over ni.«
