Side:E Brandes Lykkens Blændværk 1898.djvu/89

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

77

»Naa, det er sandt, du har været hos Hans kongelige Højhed. Du er jo fin — nu ser jeg det. Du kommer som Egmont — spanisch gekleidet til din Clärchen.«

Duncker saa’ temmelig forpjusket ud ved dette Citat. Hvis han havde læst Egmont, var det i hvert Fald saa længe siden, at han ganske havde glemt det. Hun saa’ med Foragt paa hans forvirrede Mine og paa hans Pynt: Kommandørkors af Dannebrog og andre Ordener.

Han bad hende sætte sig, og hun tog, mørk i Sind og mørk af Ansigt, Plads ved Siden af ham i en lille Sofa. Han blev straks geskæftig med at flytte Fade hen til hende, trak en ny Flaske Champagne op og skænkede for hende.

»Vil du ikke spise?« sagde hun.

»Nej tak, jeg kan sandelig ikke.«

»Men drikke kan du vel? Du er allerede begyndt!«

»Mens jeg ventede — og kedede mig. Ja — det er ingen Bebrejdelse.«

»Naturligvis ikke. — Naa, hvem var saa hos Hans Højhed?«.