36
FRITZ HULTMANN.
Akt udførte han en sand tour de force ved at løbe omkring mellem de Spillende og uden egentlig at have nogetsomhelst at gøre ligesom opfylde Scenen med Klints Aand, alt med en Gratie uden Mage, og endelig kom i tredje Akt hele hans Skælmeri ham tilgode i Dialogen med Basalt, hvor han driller denne med sin mystiske Viden — at se Hultmann med Spølkummen i Haanden og det svinepolidske Træk om Munden siddende paa Bordet med de lange Ben dinglende ned studentikos — det var et Genrebillede, der havde al den Poesi i sig, som de smaa Regensværelser nogenledes kunde rumme.
Men i denne Rolle naaede han ogsaa en Naturlighed, der efter min Mening stillede ham forrest mellem de Spillende. Man følte med et sandt Velbehag hans klare Stemme og ligefremme Betoninger, det var den samme Nydelse, man fornemmer ved brede, fuldttonende Violinstrøg. Ikke én falsk Tone, aldrig en skurrende Mislyd paa Strængen, knap en opløst Disharmoni.
V.
At give et Aperçu over alle de trehundrede Roller, Hultmann har udført, staar ikke i min Magt, og en saadan Nomenklatur vilde desuden næppe friste Læserens Opmærksomhed. Desuden have de fleste af dem været énsartede, Rækker af Lystspilroller saa ubetydelige, at det næppe er værdt at spilde mange Ord paa dem. Enhver véd, hvorledes Hultmann har reproduceret sin lystige Student i talløse Varieteter. Jens Top i Deklarationen var Klint, endnu yngre og barnligere, August i Besøget i København
