93
FRITZ HULTMANN.
var Herløv en Smule roligere. De Ord, Hostrup lader Klint sige: »Ethvert ungt Menneske betragter jeg som Student, naar han er virkelig ung, ikke blot i Aar, men i Sjæl og Sind«, kunne staa som Motto for de allerfleste af Hultmanns Elskerroller.
Men til de tvende Grupper af Roller, vi nu have betragtet, den gamle Komedies Elskere og Studenterne, kom der endnu en tredje, langt mindre vigtig og fordelagtig for Hultmann, og som egentlig kun fik sin Betydning gennem den Begrænsning, den tydelig satte for hans Kunst. De lystige Ynglinge førte ham nemlig til enkelte Bonvivants, til nogle Marquisroller og derfra igen til enkelte Karakterroller. Møllers Arbejdsrædsel i Ude og Hjemme — som Michael Wiehe havde spillet som den mageligste Dovenskab, og Hultmann gav som den gladeste Livlighed — lykkedes ham endnu, men saasnart Lapseriet fik et Anstrøg af Last som i Marquis'ens Rolle i Kamp og Sejr eller endnu mere, naar det blev til blaseret Epikuræisme som hos Grev Klingsberg i Ringen, eller til Musset'sk Aandrighed som i En Kaprice, da var Hultmann for dansk, for borgerlig, for ærlig. Hans Marquis var elskværdig men uden Spor af en Lovelace, hans Klingsberg manglede den Farquharske Raahed, som ligger lige under Schröders Overmaling, og Grev de Chavigny besad ikke den air hautain, der gør Fru de Léry Sejren vanskelig og Triumfen des større. Paa disse Punkter fattedes der Hultmann Personlighed, og hans Studier af dansk Skuespilkunst havde intet lært ham om Opfattelsen af mandlige Karakterer, hvis Skal og Kærne stod i Strid med hinanden.
Fremmed Skuespilkunst havde ingen Indflydelse øvet paa Hultmann, skønt han paa forskellige Rejser havde besøgt
