121
PETER SCHRAM.
IV.
Skulde jeg med faa Ord betegne, hvad Schram formaar at fremstille, saa vilde jeg sige: Usikkerhed i dens forskellige Nuancer og i dens Modsætning. Eksempler ville gøre dette klart.
En af Schrams aller fortrinligste Roller var Tjeneren eller rettere Gaardskarlen i Cola i Den Yngste. Jeg ser saa tydelig for mig den høje ludende Skikkelse i Faareskindspelsen med den træge Gang og det halvt frække, halvt fejge Blik. Det skyldtes iøvrigt alene Høedts Indflydelse, at han fik denne Rolle, thi Hertz vilde paa ingen Maade give ham den. Siden hen udtalte Digteren sin Glæde over hans Spil.
Det var særdeles originalt. Rollen er ikke meget udviklet fra Forfatterens Haand. Cola er en doven Fyr, der, naar man ikke vil lade ham i Ro i fuldstændig Arbejdsløshed, stikker omtrent som en Bremse, man jager bort fra dens Plads i Solskinnet. Schram betonede paa én Gang det særegent Italienske i Figuren og hævede den samtidig næsten til et moderne Sidestykke til Caliban. Han drev og dasede som en ægte Lazaron, og ved en skændende Befaling krummede han Ryg og parerede med Haanden som et Barn, der venter Slag. Hans Trods var ganske det stivsindede Æsels, der er bange for Pigkæppens Rap. Man mærkede, hvilken ondartet Lyst han havde til at sparke til alle de fine Folk, og hvordan kun hans Fejghed forhindrede ham fra at gøre Oprør som Caliban. Nu turde han blot skælde ud og drille saa godt, han evnede. Dum og sløv, doven og fræk — det var et Folkelivsbillede fra Samfundets
