122
PETER SCHRAM.
laveste Lag. — Det, hvorved Schram satte sit Kunstmærke paa Rollen, var den Maade, paa hvilken Angsten og Dovenskaben parredes i hans Spil[1].
I Scapins Skalkestykker spiller Schram Silvestro, Scapins Kammerat, en ganske lille Rolle. Især én Replik siger han ganske fortræffeligt, og det er egentlig ud fra den, han forklarer hele Rollen. Hvor Silvestro i første Scene omtaler de Gamles snarlige Hjemkomst, udbryder han: »Ak, jeg sér ligesom en hel Sky af Stokkeprygl, der vil udgyde sig over min Ryg« — Schram havde her et Skuldertræk og en Maade at skutte sig paa, der vidnede om, hvor ærlig Silvestros Angst var. Derimod hvor denne forklædt som Soldat skal skræmme Geronte og buldre løs som en ægte Matamor (hvad Phister temmelig urimelig har indført at spille paa gebrokkent Tysk) der skortede det ham noget paa den store Lystighed. Han havde ingen Lejlighed til at lade Silvestros egen Angst skimte bag Truslerne og Pralet. Men man kunde dog af denne Scene slutte, at vilde man blot vove at give ham Jacob von Thyboe, denne Kryster par excellence, vilde man sikkert faa en Udførelse af denne vanskelige Rolle at se, som stod højt over de umiddelbart foregaaende. Det betyder sandt at sige ikke saa særdeles meget. Skønt Adolf Rosenkilde debuterede i
- ↑ Jeg noterer blot, at Overskou i sin Theaterhistorie ved sin omtale af stykket slet ikke nævner Schram, medens han f. Eks. fremhæver Phisters lidet morsomme Canneloro. Hans Udførelse af Leporello skænkes der iøvrigt heller ingen videre Omtale. Med det samme kan det bemærkes, at der debiteres en absolut Usandhed, naar der i syvende Bind p. 608—9 fortælles, at Schram under Berners strid med Mantzius spillede Johns Rolle uden Prøve. Schram havde om Formiddagen havt prøve paa sine Scener.
