101
PETER SCHRAM.
den, er det sikkert den Rolle, han har spillet slettest af alle; og hvor megen Umage end Mantzius gjorde sig, kunde heller ikke han faa det rette Greb paa den storpralende Soldat. Da Holberg dog for Tiden er Stedbarn, saa forsøge man at give Jacob von Thyboe en Gang en Fastelavn med Schram i Hovedrollen, og jeg antager, det vil blive den rette festivitas. I en saa faamælt Rolle som Radelzier i Pernilles korte Frøkenstand forstaar Kunstneren at fremkalde en ustandselig Moro ved sit blotte Udseende og den groteske Maade, hvorpaa Gavtyven forsøger sig i salvelsesfulde Præstefagter. Hvergang Schram rystende hæver Hænderne mod Himlen, bryder Latteren paany løs.
Schrams Repertoire, der iøvrigt ikke er saa særdeles stort (omtrent 170 Roller), tæller en betydelig Holbergsk Figur. Det er Per Degn, som han giver fed og velnæret efter Ryges Forbillede. Rollen var rigtig grebet an, og dog manglede der noget. Sagen er den, at Per Degn vel er sig dunkel bevidst, at han ikke er ganske sikker i de klassiske Sager, men han er paa den anden Side saa fuldstændig overtydet om alle de fortræffelige Egenskaber, han besidder, om hvorledes han forstaar sit Kald, hvor gammel og erfaren han er og yndet af sin Menighed, at han med rolig Værdighed gaar til den forestaaende Hanekamp. Han er ikke overvejende bange, derfor kunde Schram ikke finde Lune til at spille Rollen helt igennem, hvor gode Ting der end var deri, især i Disputen mod Erasmus. Nervøsiteten hos Per Degn er dækket af et Fedtlag af Stupiditet, der som Stødpude tager af mod alle Ængstelser og Angreb. Schram var for mager, som Phister for intelligent, til ret at faa Form paa hans Skikkelse.
